Ankomst til Togo, bedrageri + billeder fra stranden!

Vi Rejse klokken 07.00 med taxa fra Ramzys hus til cape coast centrum. Derfra ville vi kører til Accra for, at tage en bus til Togos Grænse ved Ho. Der ville det være nemt at komme over grænsen og samme bus ville gå til vores destination i Kpalimé. Da vi kom til Cape Coast blev vi overrumplet af en masse der ville have os med op at køre. Vi fandt en bus mod Accra. Bussen holdte midt i et marked, så her var trængsel. Vi ventede til den blev fuld. Ikke noget med at kører forgæves i Afrika. Mens vi ventede ville jeg finde et toilet, hvilket i sig selv var en prøvelse, midt i alt virvaret. Jeg synes selv at jeg gjorde det godt og hurtigt. Da jeg kom tilbage havde Rikke åbenbart været ved at dø af bekymring, og havde haft ringet flere gange. Jeg har selvfølgelig min telefon på lydløssom altid. Jeg nåede det før bussen kørte, det var det vigtigste, så kunne vi godt grine lidt af de problemer jeg havde haft med at finde en toilet.
På vej til Accra var der MEGET kø og det tog os 3,5 time, at komme dertil. I Accra skulle vi til en anden station, hvilket skete med en taxa til. En dame hjalp os med at komme på en bus der skulle gå til Ho.
Efter 4 timers kørsel på enormt dårlige veje, var vi pludselig ved grænsen før Lomé i Togo! Det var slet ikke planen! Nå, det var der ikke noget at gøre ved. Vi ville krydse grænsen til fods. Først fandt vi et sted at veksle penge. Mange mænd stod på gaden og ville have os til at veksle der. Endeligfandt vi i stedet en bank med gode kurser. På Ghanas side af grænsen, skulle vitjecke ud af landet. Der skulle tages billeder, laves dokumentation på hvor vi skulle hen, hvad vi havde lavet der og de skulle sikre sig fingre aftryk, før vi måtte forlade deres land.
Efter at have tjecket ind i Togo, blev vi igen ovefaldet af en masse taxa og mortorcykelchaufførre, der snildt mente de kunne have vores kæmpe backpacker rygsække og tasker på cyklerne. Det var en kæmpe udfordring at skulle kommunikere med de her fransktalende eller stammesprogstalene afrikanere. Vi tog en alt for dyr taxa på en halv times tid,til en bus station. Her skulle vi finde en bus til Kpalime. Vi spurgte efter bussen på engelsk, hvilket ikke mange mennesker på det sted forstod. En (kun af udseende)venlig mand viste os hans bussen der skulle køre til kpalime. Bussen var med hul i forruden og flere mænd var ved at pakke voldsom meget bagage på taget, men det er standart hernede. Vi fik plads på forsædet og måtte igen vente på, at den skulle blive fuld. Kvinder og børn kom for, at sælge diverse mad, brød og ting gennem vinduerne. Rikke og jeg købte gladeligt, salat, nudler, røget kylling, appelsiner. Vi sad og spiste og hyggede os midt i alt den kaos, der befandt sig på stationen. Der var musik i bilen der næsten kunne overdøve den larm som byen og de travle afrikaners diskussioner omkring kørsel, plads og penge lavede. Vi havde det sjovt og hyggeligt på forsædet af den lille rugbrøds bus i to timer, før bussen ENDELIG var fuld.

Klokken var efterhånden mange og efter en halv times tid begyndte det at blive mørkt. Vi kunne stadig ikke kommunikere med nogle mennesker på bussen.
Vores numser har aldrig været så ødelagte, som på det tidspunkt. Det var absolut grundet en hel dag på jernsæder i en bus uden støddæmpere, og så på afrikanske veje.. Vi var lidt seje og holdte smerten ud, da vi så frem til, kun at skulle køre i 3 timer!
Da bussen endelig holdte, ringede vi som aftalt til Morten, vores host fra Danmark, som vi skal bo hos de næste tre uger. Han ville hente os ved fan milk, og at chaufføren skulle tage os dertil. Chaufføren kunne ikke et klap engelsk, så han fik Mortens kone; Noline, i røret. Chaufføren måtte så forklare Nolinepå fransk, at vi var i en helt anden by! I den anden ende af Landet, faktisk 3 timer modsat, den vej vi skulle!
Pis og lort! Klokken var 21.00, det var bælg mørkt, vi vidste ikke hvor vi var, vi kunne ikke snakke med nogle og vi var pisse hamrende trætte og ødelagte efter turen. Buschaufføren havde selvfølgelig lavet den fejl med vilje, han ville bare tjene penge. Nolinefik ham skældt ud, og forklaret ham, at han skulle tage os til et hotel for natten, før han kunne få sine penge. -Ind i bilen med os, Igen. Vi kørte til et rimeligt hotel, hvor vi kunne smide vores ting, gå i et tiltrængt bad og komme til at sove.
Vores humør var egentligt højt, på trods af misforståelser og det at være havnet et helt forkert sted. Vi havde haft det sjovt, og tog det som en ekstra oplevelse. Vi havde heller ikke mange andre valg end at gøre lidt grin med hele situationen.
Vi sov fantastisk godt og spise morgenmad på hotellet og inden vi tog en lille bus tilbage til Lomé. Noline fik gennem telefonen forklaret buschaufføren, at han skulle sørge for at vi kom sikkert til Kpalime, da vi stadig ikke kunne snakke med nogle. Ikke engang folk på hotellet kunne engelsk.
Vi fik mast vores tasker ind og os sat forrest i bussen, så kørte vi afsted. Et barn skriger helt vild, og jeg når lige at få sagt, at det var da det sidste vi manglede, inden vi bremser og jeg afbrydes af en skrattende høne der flyver fra bagerst i bussen op mellem benene på Rikke. Rikkepigen med fuglefobi skriger og er ramt af panik, jeg er flad af grin, og manden ved siden af løfter øjnbrynene, tager ved hønen og siger; its a chicken. Han kan aflæse på Rikkes udtryk at den ikke er velkommen der, og han får den sendt ned under sædet. Flere gange når vi bremsede, kom hønen selvfølgelig retur til Rikke. SÅ Sjovt i situationen! det morede VI os over. Ved stationen kom vi ind i en taxa der skulle køre os til Kpalimé.
Vi skulle sidde i en almindelig personbil, med sæder til fem. Der blev så bare proppet ti mennesker derind! Jeg skulle sidde midten, på håndbremsen! Fedt. Rikke foreslog, at jeg tog et ben på hver side af gearstangen så jeg kunne sidde bedre, og chaufføren kunne skifte gear mellem benene på mig. På trods af Rikke GODE råd og forslag, valgte vi at dele hendes sæde. Vi sad begge to af helvedes til. Men så var det jo heldig at det kun skulle vare tre timer, i en bil uden aircondition, fuld sol, og ti mennesker pakket derind! Det sidste vi manglede var at bilen skulle gå tør for benzin, men nej vent det skulle selvfølgelig også ske. Heldigvis stod der en masse børn på landevejene klar med benzin hvis nogle skulle gå tør. Det så ret såsundhedsskadeligtud, med alle de børnefingre i benzinen.

Nu har vi været i Togo i fire dage, og vi har det rigtig godt. Internettet har været uden funktion siden vi kom her til, derfor har vi ikke været til at komme i kontakt med. Det sker ofte når Togo ikke kan betale regningerne til henholdvis Benin og Ghana. Det samme gælder strøm. De lukker for strømmen i nogle områder, når landet ikke kan betale. Når de igen kan betale kommer strømmen igen.
 Vi har brugt de sidste dage sammen med Pacoom, som er Nolines lillebror. Han hjælper os mens de er i Ghana, for at søge visum, så Noline kan besøge Danmark. Bacoom er dygtig til fransk og kan en smule engelsk. Han hjælper os med at forhandle priser på markedet, så det er virkelig guld værd. Så snart folk hernede ser hvide mennesker, ved de det betyder penge, og priserne ryger lynhurtigt i vejret.
Vi får handlet spændende ting på de store markeder. Vi står selv for alle måltider hernede. Morgenmaden er godt nok inklusiv vores værelsesleje, men vi er ikke så meget til hvidt brød og marmelade hver morgen.
Transporten i Togo forgår næsten altid på motorcykel, så det er jo pisse sjovt. Det koster ca en krone pr mortorcykel til den anden ende af byen. Fantastisk rejsemetode. Det er hurtigt og nemt at komme frem i trafikken.
Vi fik ikke taget mange billeder i alt det virvar, og har ikke haft net siden sidste opslag. Jeg kan fortælle at dagen før havde vi en hyggelig dag i Cape Coast sammen med Jonah. Vi var på stranden og bade. Strømmen og bølgerne var voldsomme, og derfor kunne vi ikke svømme. Dagen blev ellers brugt på at prøve nogle forskellige gode frugter, friske kokosnødder og få pakket vores ting mod togo. Her er lidt billeder fra de sidste dage i Togo. så det laegger jeg lidt billeder af i stedet. Billedet hvor vi er ude og spise; er af Pacoom.