Ridning på arabere langs Guineabugten

De tre måneder siden min operation er nu gået, og det betyder fuld aktivitet! I går fejrede jeg det med en god løbetur langs stranden, for efterfølgende at smide løbetøjet og bade på den helt hvide strand. Jeg stod og så på horisonten mens kølige bølger skyllede ind over mig. Forstil jer lige en lækker følelse! Derudover synes jeg selvfølgelig også, at skulle det fejres med en ridetur, når jeg har måtte lide med så lang tids afholdenhed fra ridningen. Det krævede ikke meget overtalelse, at få Rikke med på, at vi skulle finde en måde at få det arrangeret på!
Vi kontaktede nogle afrikanere der arbejder her, på vores bungalows udlejningssted. De ville prøve at snakke med nogle der muligvis ejede nogle heste nær byen. Vi kunne ret hurtigt få aftalt en ridetur på to smukke arabere, faktisk allerede dagen efter. Rikke vidste ikke hvad hun kunne forvente af turen, da det var første gang hun skulle op på en hest.
 Jeg lærte hende hurtigt nogle basic ting, og hendes mod og gode balance gjorde hende til et natur talent. Vi havde i starten en mand til at ride med Rikke bundet til, indtil hun var helt tryg ved situationen. Allerede en time efter vi var taget afsted, var hun med mig, i fuld gallop langs Guineabugten, på en araberryg! Det var en unikt, at opleve! Jeg nød det virkelig i fulde drag, og det er helt sikkert en oplevelse jeg aldrig glemmer. Nu kommer jeg bare til at se længere og længere efter en tur på henholdsvis Camino og Björk, der venter på mig derhjemme. Men jeg kan jo ikke klage over, at have så meget at glæde sig til.

Jeg nyder galloppen langs kysten^..

Rikke har efterfølgende EN SMULE ondt i røv og lår, og klager sig lidt. Jeg er dog sikker på at det bare kræver lidt massage af de ømme dele, så er hun på toppen igen! Hun synes ihvertfald turen var næsten lige så sjov som jeg synes!
Vores forkælelse i aften bliver en lækker salat, med frisk fanget fisk og afrikansk god rødvin! Efterfulgt af kortspil og en god film inden vi skal sove. 

Vi sejler over Lac Togo til Togo Ville

Beach of Lomé

I dag bestemte vi os for, at tage til Togoville, selvom det kunne være lidt problematisk at komme dertil.
Men her i landet, siger de indfødte, at man ikke har været ordentligt i Togo før man har besøgt Togoville. Togoville er Togos tidligere og ældste hovedstad, og byen har i sin tid navngivet hele ladet. Hovedparten af befolkningen i Togoville er troende i voodookulturen, som jeg skrev om i forrige indlæg.som har , som ligger lige før Grænsen til Benin. Vi sejlede et godt stykke tid i en afrikansk kano, for at besøge stedet. Søen kaldes lake of Togo og er en del af Inland Lagoone. Der var ingen store krokodiller, og man kunne derfor bade i søen. Det er en virkelig varm dag i dag, og jeg hoppede derfor i vandet, hvilket var super dejligt. Rikke har desværre fået soleksem, så kun måtte søge ly under et håndklæde.

Fantastisk sejl tur over "Lac Togo"

 Vi blev vist rundt i den lille landsby af en mand der også var voodootroende. Landsbyen var meget præget af fattigdom, hvilket kunne ses på både påklædning, tilstande og beboelsen. Byens gader var små snoede stier der løb mellem lerhuse. Byens befolkning virkede til, at have et godt sammenhold. De som fiskede ved søen, kunne bytte deres fisk med landmændende”folk fra den anden ende af byen”, som fx dyrkede majs eller casava.

Voodootræ´et - Hvor man kommer for at blive helbredt, eller bede om tilgivelse.
Læg lige mærke til alle redderne i træet. 

Middag midt i den lille landsby. SÅ hyggeligt!

På vores gå tur blev mødt af glade børn og ældre mennesker, hvilket var rigtig dejligt. Vi var omgivet af, jeg ved ikke hvor mange geder, høns og hunde. Dyrene i den her by blev behandlet godt og var i  god stand, trods så stor fattigdom. Det var skønt at se, at hundene var en del af familien, og geder og får blev fedet op til de skulle spises. I går var vi på Grand Marked, der ligger i hjertet af Lomé. Her så det absolut anderledes ud. To køer blev kørt afsted på en motorcykel, med benene og halsene spændt sammen med reb. På gaderne lå Høns bundet i solen, og der var bure med hunde og katte der skulle sælges.  

Landsbybillede

Marked i Lomé

Bungalows, Voodokultur og tyveriforsøg!

Vores nye have til bungalowen. Fyldt med aber og papegøjer.
Jeg deler gladeligt mine appelsiner!

Vores Voodooguide posere med et par døde katte.. 

 Nu er det efterhånden et stykke tid siden jeg har skrevet. Der er sket så mange ting på det sidste. Sidst lovede jeg vidst, at Rikke skulle slå en høne ihjel, men det blev aflyst da Rikke desværre fik samme alvorlige malariaparasit, som jeg har haft. Vi overnattede på hospitalet og Rikke blev udskrevet efter 24 timer. Vi betalte en overnatning for Pacoome, så han kunne oversætte de franske samtaler, hvilket i øvrigt fungerede fint.
Vi er i mellemtiden blevet uvenner med vores udlejer Morten. Derfor tog vi i forgårs beslutningen om at flytte, på trods af, at have betalt til 3 august. Heldigvis får vi lidt af pengene refunderet af udlejningsselvskabet. Jeg vil ikke komme yderligere ind på vores udlejers problemer.
Men vi tog vores backpacks og rejste mod Lomé, i et fantastisk godt humør. Vi var ved rigtig godt mod, og bare tanken om at skulle væk derfra, var befriende! Vi kom til kysten og tog øst på mod Benin og Nigeria. Her stødte vi på en hyggelig by ved navn Avopozo, hvor vi uden problemer kan tilbringe den næste uge. Het er så lækkert! Vi bor i en bungalow ned til havet. I området er en masse spændende ting, at udforske og opleve. Stedet er omgivet af aber, palmer, øgler og alt er i en flot afrikansk udsmykning. I går, ankomstdagen, fik vi hurtigt smidt vores ting, bestilt noget at spise. Så kunne vi jo ikke lade være med at hoppe i havet, inden det var på hovedet i seng. Det havde været en anstrengende og varm dag, med så mange kilo på ryggen. Ingen nødvendighed med træning den dag! 
I dag var vi tidligt oppe og hoppede i bølgerne igen. Her er desværre alt for kraftig understrøm til, at man kan svømme. Men at stå og blive væltet af de friske og flotte bølger er mindst lige så underholdende og forfriskende! Efter vi havde bestilt og nydt vores morgenmad, tog vi en taxa til et stort marked.
Planen var at finde et fetich marked, for at opleve voodokulturen! Voodoo er her en slags stamme tro, hvor man f.eks laver medicin ud af forskellige døde dyr og tørrede urter. De har mange opskrifter på hvordan man holder sig sund, lykkelig og fri for onde ånder. Herfra stammer den kendte voodoodukke også fra. Det er derimod sort magi. Rikke og jeg blev kun undervist i lys magi. Derfor; ingen grund til bekymring. 

Det tog os et stykke tid at finde markedet. Da vi fandt det, betalte vi en lokal ”voodoomand” for at tage os med rundt, så han kunne fortælle os om de forskellige behandlings metoder. Det var super spændende, og vi lærte en masse ting, som vi helt sikkert aldrig for behov for at udføre i livet. Her er nogle billeder af de forskellige ting, som vi kunne købe. Der var så meget forskelligt, at det slet ikke er til at nævne. Man kunne købe alt fra døde heste til tørrede krokodiller, aber, egern, leoparder og slanger. Vi smagte ingenting og købte heller ikke noget. Jeg blev dog lidt vild med flot hvid halskæde lavet af små slange knogler. Den var både pæn og meget speciel, egentligt en god souvenir. Tænkte dog at det er tvivlsomt, at det vil lykkedes mig, at få den med til Zanzibar og Kenya. Selv hvis den kommer så langt, når den nok ikke til Danmark alligevel. Derfor nøjes jeg med et billede.
Da vi skulle fra markedet kørte vores taxachauffør pludselig ud af nogle små grusveje, hvor der var en masse påstyr og mennesker over alt. Vi undrede os over hvad han skulle der, da det sted vi skulle til lå langs strandvejen, og vi kunne nemt se, at det her, var ingen genvej overhovedet! Vi sagde ikke noget til det, da han ikke kunne forstå engelsk, vi lignede nok bare nogle der undrede sig. Pludselig skreg Rikke op, og en mand hang ind af vinduet, hen over Rikke! I et forsøg på at gribe fat i vores taske og kamerataske. Vi råbte begge to op og var ret chokerede. Manden i taxaen grinede højlydt. Der var ingen tvivl om, at han havde planlagt den tur der igennem, og derfor rullet vinduerne ned til formålet. Ubehagelig oplevelse, Men de fik da ikke fat i noget. Han fik to sure kvinder ud af det, der selvfølgelig ville have ham til at kører os til den destination han var bestilt til. Vi havde heldigvis ikke fortalt hvor vi boede, og valgte at blive sat af lidt derfra. Han ventede på at se hvilken vej vi gik, og kørte forbi for at se hvilket hotel vi skulle til. Derfor valgte vi at tage ned og handle inden vi gik hjem. Jeg tror ikke han ville andet end have vores penge. Men som udgangspunkt stoler vi ikke på andre end hinanden hernede. Vi bare glade når folk viser sig, at være venlige og kærlige sjæle. Dem er der heldigvis flest af! Nu må jeg hellere slutte af. Vi er så heldige at skulle på buffet om lidt!! Ved godt de her billeder jeg lægger op nu ikke er så appetitlige. Men jeg lover jer for at buffeten ser god ud. Det  bliver så lækkert. Hav det fantastisk! ;)

1dags bjergbestigning+badebilleder fra det storte valdfald

^Udsigt over det øverste af vandfaldet i regnskoven

Rikke og jeg stod op klokkens syv, spiste morgenmad, pakkede mad og vand for, at tage en motorcykel ned i byen. Rikke og jeg, de to fra Hamburg + tre piger og en fyr fra det Sydlige Tyskland mødtes hos Momo for, at kører afsted i en lille bus. Køreturen var rigtig hyggelig, og vi fik snakket en masse engelsk og brugt en smule af vores tysk. Vi kørte op af bjerget i 2 timer før vejen endte i en lille landsby bestående af ler huse. Landsbyen virkede meget rolig og hyggelig. Den var omringet af regnskov, og det var umildbart svært at forestille sig hvordan vi skulle nå toppen af bjerget. Vi fik en afrikansk mand i spidsen, der med sin sabel hakkede stien fri for planter, små træer samt skæmte slanger og andet væk. Jeg må indrømme, at han var lidt mere bear grylls-look a like, end vi indtilvidere har været på den her tur. Selvom vi havde bear grylls forrest, så lykkedes det alligevel Momo, at fange en lille sort slange med hænderne. Det var en harmløs lille kvælerslange.

Vi kravlede nærmest lodret op af bjerget, og det var SÅ vanvittigt hårdt. Det kan i nærmest ikke forstille jer! Det var ingen vej, så det handlede om, at se hvor man satte sine fødder også samtidig for at sikre, at stene ikke skred ned på de bagvedgående.
Jeg overdriver desværre slet ikke når jeg siger, at sveden løb af ansigt, ben og arme på os alle sammen. Det gik op og op og op og fortsatte sådan. Vi nåede at tænke mange gange, at nu måtte vi da snart være der, eller nu giver benene snart give op. Heldigvis spurgte nogle af de andre piger engang imellem efter en pause, så skulle Rikke og jeg ikke tage rollen som det svageste led. Faktisk var vi begge to ret seje og holdt trop bag vores guide hele turen. Mange af de andre sak hurtigt bagud, så vi skulle vente lidt på dem når der kom for stor afstand. Dejligt at det tillod os en kort pause indimellem. Jeg må være ærlig at sige, at det er noget af det hårdeste jeg har prøvet.

Bjerget i midten ^ er skillet mellem Ghana og Togo
Togo ligger til højre og Ghana til venstre.

Da vi nåede toppen, føltes det som om alt gik i stå. Man kunne høre sin egen puls dunke rundt i hele kroppen ellers var alt totalt stille. Det var en ubeskrivelig udsigt. Hele landskabet var så stille. Så langt øjet kunne række så vi en unik natur bestående af regnskov og bjergtoppe. Landskabet fra toppen var som taget fra et postkort, og er helt sikker et syn vi aldrig glemmer.
Rikke og jeg overvejede at slå lejer og tilbringe de næste dage med, at stå og kigger ud over hele verdenen. Det ville vi kunne bruge ret lang tid på. Men gik lidt videre og kunne pludselig hører vandfaldets brusen, hvilket fik os til at skifte mening, da vi jo svedte som heste. For at nå mod bunden på den anden side af bjerget, skulle vi selvfølgelig ned af bjerget igen. Det var hårdt for leddene at gå så stærkt, ujævnt og lodret ned af, men føj hvor var det endnu værre, at tænke på at vi skulle op igen samme vej.

Klokken var vel 13.00, da vi nåede bunden af vandfaldet. 

Vandfaldet var rigtigt smukt, men pisse hamrende koldt. Vandfaldet lavede en enorm blæst og regn i hele området omkring vandfaldet. Man kunne ikke være et sted i kløften, uden at blive ramt af det iskolde vand. Vi blev hurtigt totalt nedkølende af at stå og se vandfaldet.

Alle kom hurtigt til at fryse, og pakkede sig ind i håndklæder så langt væk fra faldet som muligt. Men jeg havde bestemt mig for, at jeg VILLE prøve at bade i det. Specielt når jeg var kommet hele den lange vej! På det punkt ligner jeg nok lidt min far. Er man først begyndt på noget, og har taget en beslutning, så skal det gennemføres, også selvom det kan synes umuligt i situationen. Jeg forsøgte, at overtale Rikke til at komme med ud, men det var uden held. Hun mente, at hun ville fryse ihjel. Til Rikkes forsvar, så var hun ikke den eneste der var lidt pivet(Rikkes egen udtalelse om sig selv), de tre andre piger og Momo, skulle heller ikke nyde noget af det kolde vand.
De tre tyske fyre var heldigvis af en anden overbevisning, så jeg skulle ikke gøre det helt alene. Vandet var som at bade i is, men det var fuldstændigt rent og klart at se på. Om ikke andet kan jeg sige, at jeg i sandhed følte mig i live!.
Vandet ramte stene og søen så hårdt, at man ikke kunne stå for tæt på vandfaldet uden af vælte eller blive skubbet under. Når man ramtes tæt på strålen, føltes det som kraftige slag, og så var svært at komme tæt på. Vi svømmede ud til klippen og man kunne stå nogle meter fra, og blive ramt med rigeligt vand. Det sprøjtende jo med vand helt op på land, hvor pigerne og Momo sad og prøvede at holde sig tørre og varme.
Efter vi havdebadet, fandt vi nogle blade og sten og lavede et bord. Vi havde hver især vores madpakker med, og det var godt at få noget at spise. Det var hyggeligt, men man kunne ikke slappe helt af med det, da alle frøs helt vildt, når det sådan blæste fra vandfaldet.

Vi var blevet så nedkølet, at det faktisk var rart at skulle ud og røre sig lidt igen. Det blev dog hurtigt sindsygt hårdt at gå op af bjerget. Igen måtte mit fighter instinkt i brug. Når man stod stille rystede ens muskler helt vildt, så man kunne lige så godt blive ved, bide det i sig og fortsætte.
Da vi nåede toppen igen tog vi afsked med udsigten selvom det var svært. Vejen ned ad var igen hård, da man hele tiden skulle bremse med sin vægt. Det var hårdt på en anden måde og heldigvis tog det knap så lang tid. Vi var vel ved landsbyen igen klokken 15.00, og tog den lille bus tilbage til Kpalimé. En tur på ca. to timer. Rikke og jeg fik hurtigt købt noget mad i byen, og så var det bare hjem og lave mad, for at kunne komme til at slappe af med en film.

På vej på marked 

Vi har været på det kæmpe store marked i dag, som bliver opstillet hver lørdag. Der er nu cirka købt ind til den næste uge i grøntsager og frugt. Det er så lækkert! Frugten hernede smager sindssygt godt og er helt frisk, så er det hele oven i købet både økologisk og billigt.
Vi har også købt ind til, at lave egen togolesisk yoghurt. Den er lige blevet stillet til at trække. Så skulle den være klar om et par dage.
Dagen i dag har gået med at handle ind, lærer at lave FUFU, gøre rent på værelset, vaske tøj, skrive postkort og gøre os færdige til at tage ud og spise.
Vi var ude og spise på en belgisk resturent i aften, lidt dyrere end generelt i Togo, men et sted som Morten anbefalede os. Vi gik hele vejen til restauranten, som lå i den anden ende af byen. På vejen så vi et helt træ fyldt med gribbe, hvilket vi aldrig har set før.De var krogede og grimme, som man så dem i tegnefilmene.

- Restauranten var ejet af en sød ældre dame, som faktisk kunne tale engelsk. Det var et super hyggeligt sted. Jeg bestilte stroganoff i kryddersauce, en salat og en togolesisk øl. Rikke valgte en porkspecialitet i øl sauce med pomfritter og en sød togolesisk øl. Vi smagte hinandens retter, og de var fantastiske og absolut de få ekstra penge værd.

Spisning på resturenten

Børnehjem + wildlife ''Bear Grylls''!

I dag var vi på børnehjemmet for, at lege med børnene. De var helt fantastiske. De var alle sammen vilde med både Rikke og jeg. At være der var en stor succes for børnene og en kæmpe oplevelse for os.
Vi følte os i den grad for midtpunktet i forsamlingen. Jeg synes det kunne være svært at prioritere. Alle var sådan; se mig, se mig, leg med mig, bær mig. Vi vil jo gerne have tid og overskud til dem alle sammen, men det var virkelig svært. Vi spillede forskellige spil og legede nogle lege. Det fungerede godt, at lave nogle lege, hvor man skulle være mange mennesker omkring.
Pigerne var specielt vilde med, at lege med mit hår, det blev flettet og redt og flettet ud og flettet igen.
Rikke blev enig med sig selv om, at hun er nødt til også, at have løst hår næste gang, når det er en så stor aktivitet. Børnene blev undervist i Italiensk mens vi var der. Både i at udtale ord og tal.
Vi undrede os over, at det var italiensk, når engelsk er så meget mere relevant. Vi fandt frem til, at det var fordi det var det eneste sprog, som lærerinden kunne, ud over fransk.
Vi oplevede at meget af læringen foregik ved hjælp af spil. F.eks spil med tal, hvor det gjaldt om, at regne resultatet ud og skrive det med brikkerne. Spil, som er kommet hertil vha. genbrug fra norden. For lige, at tage et sidespring, så ser vi meget genbrugstøj og sko hernede, som bliver solgt på gaderne. At det er reklame tøj fra både Norge, Sverige og Danmark, gør os sikre på, at det er genbrug fra organisationer.



 Jeg tegnede nogle tegninger af de forskellige ting, som børnene gerne ville have tegnet, og så skrev vi hvad det hed på engelsk. Det blev hurtigt til en aktivitet, som vi kunne bruge nogle timer på.
Rikke fik lært en slags dans af en lille dreng, hvor man skal gøre tingene synkront. Det så så fint ud!
Tiden blev hurtigt til tidelig eftermiddag og børnene skulle have deres middagsmad. Alt foregik i samme fællesrum. Både morgenmaden, legetiden, skoletiden, middagsmaden og samtidig var det kontor for de ansatte.
Gården uden for børnehjemmet er udnyttet rigtig godt. Der er plads til udendørs lege og boldspil. Væggene er malet med tal, bogstaver og frugtnavne i engelsk skrift. Vi skal helt sikkert tilbage til børnehjemmet og lave noget mere frivilligt arbejde. Jeg tænker ikke, at vi gør en stor forskel på lang sigt. Men jeg er helt sikkert ikke i tvivl om, at vi gør en forskel for de børn der er der i nuet.




I dag d. 18.07 var vi på vandretur. Jeg havde forslået, at vi skulle gå ned ved floden for, at se hvor langt vi kunne følge den gennem skoven. Det krævede i særdeleshed vores skills, som Tarzan og Jane!
Som i kan se på billedet, så var Rikke en smule skeptisk over vores jungleudflugt på egen hånd.
Jeg kan berolige alle med, at hun klarede det super godt. Også på trods af, at hun i starten snakkede en del om, at vi aldrig ville overleve turen.
Vi fandt en vandrepind, som jeg kunne bruge for, at skræmme slangerne væk, inden vi trådte på bunden, i tilfælde af at der skulle være nogle. Jeg synes det var super spændende, at gå igennem terrænnet og naturen!
Den eneste negative oplevelse, var at vi pludselig havde fundet et kæmpe termitbo, hvilket i starten var positivt. Det blev først kritisk da vi stod midt i det og blev angrebet og bidt af diverse teramitter. Det ved umuligt at slippe væk. Vi løb for vores liv, og fik til sidst de langbenede og hurtige teramitter rystet af os! Alt hvad vi ellers mødte på turen var så firben, fisk, øgler og fugle. Hverken slanger eller krokodiller, så vi overlevede og er uskadte, som jeg jo havde forudsagt! ;-)
- Hernede er så mange geder, køer og høns, og folk prøver forgæves at sælge os en ko eller noget lignende til slagting. Idag har vi så taget den drastiske beslutning, at vi holder en; slagtenhønedag på tirsdag! Det går ud på at vi simpelthen køber vores egen høne. Rikke nakker den og så flår jeg den. Sammen kokkererer vi den til en lækker ret. Jeg lover at filme Rikke, når hun skal tage livet af hønen.

Vandfald, jungle og svømning

I morges lavede vi en lækker morgenmad bestående af omelet med gulerødder, hvidkål og tomat med tilhørende frisk ananas og appelsin. Derefter tog vi hver en motorcykel op i bjergene. Jeg kan virkelig fortælle jer, at det er livet, at kører gennem et så fedt terræn, på den måde. Det tror jeg aldrig jeg ville blive træt af.
Efter tre kvarters tid kom vi et godt stykke op på bjerget. Det er svært at forestille sig noget smukkere end den vilde og nærmest uberørte tropiske natur, som vi så deroppe. Kæmpe store termitbo var der specielt mange af på bjerget. Vi vandrede gennem junglen, der bestod af vildt mange forskellige flotte planter. Stort set de eneste vi kendte i forvejen var palmerne, banantræerne og bambussen. Momo fortalte os om planterne, blomsterne, naturen og hvordan man kunne bruge den. Alt hvad han kunne vise os var super interessant. Vi har aftalt end anden tur med ham, hvor vi tager ud og ser hvordan de laver deres kaffe og cacao på toppen af et andet bjerg, et sted hvor vi skulle kunne se til Ghana. Det vil jeg blogge om senere.
Vi vandrede ned af bjerget for, at komme til vandfaldet. Efter sådan en vandring var det tiltrængt, at hoppe i vandfaldssøen, på trods af det ret så kolde vand fra bjergtoppen. Vandet var spejl blankt og vi kunne se forskellige fisk gennem overfalden. Jeg har ikke meget forstand på fisk. Derfor ved jeg ikke om det var fordi de ikke var vandt til mennesker, at de opførte sig sådan. Hvert fald blev de stående i vandet og synes ikke de behøvede flygte fra os.
Efter at have ”leget” af i søen, fandt Momo nogle banantræsblade hvor vi kunne spise appelsiner og grapefrugter. Så lækkert! Vores to medbragte sodavand og en pakke grovkiks, gjorde det lidt mindre Tarzan. Lige ud over de to ting følte vi os meget Tazan og Jane agtige. Jeg vil gerne tildele mig selv titlen som trazan, også selvom det kræver, at bære Rikke rundt i junglen.

Tarzan og Jane fik vi særdeles brug for at være, da vi skulle op af bjerget igen for, at finde vores motorcykler. Godt nok var der skygge i junglen. Men med en skyggetemperatur på 33 grader og en luftfugtighed på maaax, så er det generelt bare sjovest af skulle ned af! Efter at have forbrændt alle vores kalorier, nåede vi vores mortorcykler. Da vi fik vind i håret og kørte gennem terrænet hele vejen ned af bjerget, var det det hele værd, gange rigtig mange.

Malaria, kirke og VM-fodbold

Nolines søde mor, på vej på markedet.. 

I løbet af natten havde jeg feber, hovedpine og kvalme. Pacoom og Didie insisterede på at jeg skulle på hospitalet, men Rikke og jeg var sikre på at det måtte have været noget jeg havde spist, derfor ville vi lige se dagen an. Da de kom fra arbejde ved middagstid og jeg ikke havde det bedre, ville de køre os på hospitalet. Ti minutter på motorcykel, så var vi på hospitalet. Jeg blev målt og vejet på den ene og den anden måde, før jeg fik taget en blodprøve. Vi skulle komme tilbage til klinikken 2 timer efter, hvor de ville have et svar parat. Det viser sig har jeg har fået Malaria typen falciparum. + en maveinfektion. Jeg fik nogle indsprøjtninger, noget febernedsænkende, nogle antimalaria og  antibiotika tabletter, som jeg skal tage de næste dage.

Her allerede dagen efter har jeg det betydeligt bedre, og kan bare takke Rikke for at være sådan en god og kærlig veninde. Det er guld værd når man har det SÅ skidt.

I morges var vi i søndagskirke med Pacoom og hans kammerat. Til jeg som kender os godt, må jeg hellere smide et billede op. Netop for at bevise at vi faktisk stod tidligt op, trak i lange bukser i den varme, for at tilbede vores gud. Det er ikke noget der sker hver dag, men det var god oplevelse, en smuk kirke og hele ceremonien var mere gospelagtigt end de traditionelle i Danmark.
I morgen mandag, har vi aftalt at med Pacoom, at vi tager på vandring op i bjergene, bader og ser det flotte vandfald. Jeg er sikker på det bliver en fantastisk tur. Derudover kommer Morten og Noline hjem, det bliver spændende, at se hvad de har fundet frem til i Ghana, ang. Visum. Nu skal vi til at lave noget aftensmad, og for en gang skyld står menuen ikke på afrikansk mad, men vi vil forkæle os men en hjemmelavet pizza. Vi vil hvert fald gøre forsøget på noget der ligner, da skinke, pepperoni og ost ikke absolut er en mangelvare hernede.I aften tager vi på bar, for at se fodbold VM-finalen, så det skal nok blive godt. Så kan jeg sende en tanke til min søde far, jeg ved hvert fald, at han også ser kampen.

Livet i Togo, daglige fotos herfra

Morten og Noline, som vi skulle bo hos, har været i Ghana siden efter vi ankom til Togo, så dem har vi kun lige nået at hilse på kort. Vi er kommet rigtig godt ind på de mennesker vi bor sammen med. Vi bor sammen med Pacoom, som er en skøn person, han er altid smilende, hjælpsom og sød overfor os. Han er færdig med college og vil nu tjene penge til,at komme på universitetet forat studere medicin. Han er rigtig flittig og målrettet, så jeg er sikker på det nok skal lykkedes for ham.Folk her i landet og i dette område er generelt meget fattige, fattigere end vi så folk i Ghana. Til gengæld formår de at bruge naturen og hinanden en del bedre end hvor vi kom i Ghana. Det er lidt som om, at hele dette land harmonere på end anden måde. I Ghana føles det som om at de forsøger for ihærdigt, at leve som i vesten. At de alligevel ikke har pengene til at gøre tingene i den rækkefølge der kræves, gør miljøet beskidt områderne meget mere uorganiserede end vi ser her. I Ghana virkede det også til at man tog sig mere i agt for kriminalitet, ved at spærre huse inde samt sætte tremmer for vinduer og døre. Jeg spurgte Pacoom ind til dette, og det viser sig at her i landet brænder man folk i live, på gaden, hvis man bliver taget i at stjæle.

- Nå men, vi bor også sammen med Didie. Han er lokal Togoneser, ligesom Pacoom. Didie har et børnehjem lidt udenfor byen. Det var meningen vi skulle have besøgt dette, men desværre er jeg gået hen og er blevet syg. Vi må vente lidt endnu med at komme derud for at lave noget frivilligt arbejde, det skal jeg nok blogge om senere.
Jeg vil lige lægge lidt billeder op af de sidste dage her i Kpalimé, som i øvrigt er et naturskønt område, omgivet af bjerge og regnskov. Når jeg, forhåbentligt snart, er rask igen tager vi op i bjergene for at se vandfald og svømme i floderne, det bliver så lækkert. Lige nu, med feber i denne varme, er det VIRKELIG noget jeg ser frem til.