1dags bjergbestigning+badebilleder fra det storte valdfald

^Udsigt over det øverste af vandfaldet i regnskoven

Rikke og jeg stod op klokkens syv, spiste morgenmad, pakkede mad og vand for, at tage en motorcykel ned i byen. Rikke og jeg, de to fra Hamburg + tre piger og en fyr fra det Sydlige Tyskland mødtes hos Momo for, at kører afsted i en lille bus. Køreturen var rigtig hyggelig, og vi fik snakket en masse engelsk og brugt en smule af vores tysk. Vi kørte op af bjerget i 2 timer før vejen endte i en lille landsby bestående af ler huse. Landsbyen virkede meget rolig og hyggelig. Den var omringet af regnskov, og det var umildbart svært at forestille sig hvordan vi skulle nå toppen af bjerget. Vi fik en afrikansk mand i spidsen, der med sin sabel hakkede stien fri for planter, små træer samt skæmte slanger og andet væk. Jeg må indrømme, at han var lidt mere bear grylls-look a like, end vi indtilvidere har været på den her tur. Selvom vi havde bear grylls forrest, så lykkedes det alligevel Momo, at fange en lille sort slange med hænderne. Det var en harmløs lille kvælerslange.

Vi kravlede nærmest lodret op af bjerget, og det var SÅ vanvittigt hårdt. Det kan i nærmest ikke forstille jer! Det var ingen vej, så det handlede om, at se hvor man satte sine fødder også samtidig for at sikre, at stene ikke skred ned på de bagvedgående.
Jeg overdriver desværre slet ikke når jeg siger, at sveden løb af ansigt, ben og arme på os alle sammen. Det gik op og op og op og fortsatte sådan. Vi nåede at tænke mange gange, at nu måtte vi da snart være der, eller nu giver benene snart give op. Heldigvis spurgte nogle af de andre piger engang imellem efter en pause, så skulle Rikke og jeg ikke tage rollen som det svageste led. Faktisk var vi begge to ret seje og holdt trop bag vores guide hele turen. Mange af de andre sak hurtigt bagud, så vi skulle vente lidt på dem når der kom for stor afstand. Dejligt at det tillod os en kort pause indimellem. Jeg må være ærlig at sige, at det er noget af det hårdeste jeg har prøvet.

Bjerget i midten ^ er skillet mellem Ghana og Togo
Togo ligger til højre og Ghana til venstre.

Da vi nåede toppen, føltes det som om alt gik i stå. Man kunne høre sin egen puls dunke rundt i hele kroppen ellers var alt totalt stille. Det var en ubeskrivelig udsigt. Hele landskabet var så stille. Så langt øjet kunne række så vi en unik natur bestående af regnskov og bjergtoppe. Landskabet fra toppen var som taget fra et postkort, og er helt sikker et syn vi aldrig glemmer.
Rikke og jeg overvejede at slå lejer og tilbringe de næste dage med, at stå og kigger ud over hele verdenen. Det ville vi kunne bruge ret lang tid på. Men gik lidt videre og kunne pludselig hører vandfaldets brusen, hvilket fik os til at skifte mening, da vi jo svedte som heste. For at nå mod bunden på den anden side af bjerget, skulle vi selvfølgelig ned af bjerget igen. Det var hårdt for leddene at gå så stærkt, ujævnt og lodret ned af, men føj hvor var det endnu værre, at tænke på at vi skulle op igen samme vej.

Klokken var vel 13.00, da vi nåede bunden af vandfaldet. 

Vandfaldet var rigtigt smukt, men pisse hamrende koldt. Vandfaldet lavede en enorm blæst og regn i hele området omkring vandfaldet. Man kunne ikke være et sted i kløften, uden at blive ramt af det iskolde vand. Vi blev hurtigt totalt nedkølende af at stå og se vandfaldet.

Alle kom hurtigt til at fryse, og pakkede sig ind i håndklæder så langt væk fra faldet som muligt. Men jeg havde bestemt mig for, at jeg VILLE prøve at bade i det. Specielt når jeg var kommet hele den lange vej! På det punkt ligner jeg nok lidt min far. Er man først begyndt på noget, og har taget en beslutning, så skal det gennemføres, også selvom det kan synes umuligt i situationen. Jeg forsøgte, at overtale Rikke til at komme med ud, men det var uden held. Hun mente, at hun ville fryse ihjel. Til Rikkes forsvar, så var hun ikke den eneste der var lidt pivet(Rikkes egen udtalelse om sig selv), de tre andre piger og Momo, skulle heller ikke nyde noget af det kolde vand.
De tre tyske fyre var heldigvis af en anden overbevisning, så jeg skulle ikke gøre det helt alene. Vandet var som at bade i is, men det var fuldstændigt rent og klart at se på. Om ikke andet kan jeg sige, at jeg i sandhed følte mig i live!.
Vandet ramte stene og søen så hårdt, at man ikke kunne stå for tæt på vandfaldet uden af vælte eller blive skubbet under. Når man ramtes tæt på strålen, føltes det som kraftige slag, og så var svært at komme tæt på. Vi svømmede ud til klippen og man kunne stå nogle meter fra, og blive ramt med rigeligt vand. Det sprøjtende jo med vand helt op på land, hvor pigerne og Momo sad og prøvede at holde sig tørre og varme.
Efter vi havdebadet, fandt vi nogle blade og sten og lavede et bord. Vi havde hver især vores madpakker med, og det var godt at få noget at spise. Det var hyggeligt, men man kunne ikke slappe helt af med det, da alle frøs helt vildt, når det sådan blæste fra vandfaldet.

Vi var blevet så nedkølet, at det faktisk var rart at skulle ud og røre sig lidt igen. Det blev dog hurtigt sindsygt hårdt at gå op af bjerget. Igen måtte mit fighter instinkt i brug. Når man stod stille rystede ens muskler helt vildt, så man kunne lige så godt blive ved, bide det i sig og fortsætte.
Da vi nåede toppen igen tog vi afsked med udsigten selvom det var svært. Vejen ned ad var igen hård, da man hele tiden skulle bremse med sin vægt. Det var hårdt på en anden måde og heldigvis tog det knap så lang tid. Vi var vel ved landsbyen igen klokken 15.00, og tog den lille bus tilbage til Kpalimé. En tur på ca. to timer. Rikke og jeg fik hurtigt købt noget mad i byen, og så var det bare hjem og lave mad, for at kunne komme til at slappe af med en film.